Uden at lyde helt vildt selvfed og herrenazi …

Her i Blogland kommer man ingen vegne, hvis ingen deler ens ting. Live fra Lolland var aldrig blevet så forholdsvis stor som den er i dag, hvis ikke der var andre søde bloggere (og læsere!) der havde hjulpet på vej. Alle mulige seje mennesker fra (hedengangne) Dines the Infotainer, amarOrama, Marensblog, Miriamsblok og en hel masse andre har gennem de sidste par år været så søde at dele nogle af mine indlæg med deres læsere, og det har fået min læserskare til at vokse fra små 25 sidevisninger om måneden til de mellem 30.000-40.000 den har nu.

I 2004 oprettede jeg min første blog. Eller, dengang hed det vist ikke rigtigt en blog, men jeg sad selv og nørklede med html-koder og byggede en hjemmeside som bare fungerede som en dagbog som jeg opdaterede sådan noglelunde jævnligt.
Så kom der Blogspot og WordPress, og jeg har haft blogs på begge platforme. Sammenlagt kan man vel sige, at jeg har blogget i små 10 år – og alligevel er det først for nylig bloggen sådan rigtigt har fundet sin form. Som det den skal være, som jeg elsker at lave den og som der heldigvis også er ret mange der kan lide at læse den.

Engang hed det sig, at hvis man ligesom gerne ville frem i Blogland, så skulle man prøve at gøre nogle af de større bloggere opmærksomme på sin blog. Jeg ville da gerne frem i Blogland, og jeg lagde da også en masse kommentarer hos mine yndlingsbloggere, men glemte egentlig lidt de der spidse albuer der skulle krage mig fremad, for hvis de svarede på mine kommentarer blev jeg altid helt benovet og OMG! OMG! OMG! over at de havde ‘talt’ til mig – og det var sådan set nok egentlig fint nok, for det virkede ikke som om de var synderlig interesserede i at linke til mig blog alligevel.

Men så skete der noget. Efter mange år fandt bloggen sin ‘form’ og hvordan jeg gerne ville have at indholdet skulle være. Og pludselig begyndte næsten alle mine blog-idoler at linke til min blog. Og så blev jeg både sådan helt OMG! fordi lige præcis de kunne lide min blog, men også over de besøgstal der fulgte med. Hold nu hat, det var godt nok vildt.

Nu er Live fra Lolland så åbenbart gået hen og blevet det som man måske vil kalde en større blog. Og jeg kan se at tendensen måske har ændret sig en smule, i hvert fald foregår det ikke rigtigt i mit kommentarfelt, men til gengæld foregår det meget i min inbox, f.eks. Tonen er også blevet lidt en anden (men nu er jeg jo også blevet pissegammel i mellemtiden). De der ønsker om jeg ikke lige kan linke til den ene eller den anden blog. Der bliver både spurgt direkte, men også nogle gange pakket godt ind. Eller, meningen fremgår stadig ret tydeligt, selvom den er pænt pakket ind. Link til min blog, del dine læsere med mig, står der i mere eller mindre direkte formuleringer.

Jeg forstår dem godt, for jeg har selv været der hvor jeg syntes, at jeg havde en skidesjov blog, og hvad pokker gik der lige fra dem for lige at smide et link op på min blog på deres så jeg kunne få en masse læsere. Åh, jeg forstår det godt. Men selvom jeg rigtig fint forstår det, så for det mig ikke til at linke til deres blogs sådan lige uden at blinke.

Og hvorfor så ikke det? Det er jo ikke fordi der går noget fra mig hvis jeg lige 3 gange om dagen linker til alle mulige blogs der beder mig om det, gør der?. Men ved i hvad? Det synes jeg faktisk der gør! Here’s why:

Det har taget mig 10 år at bygge min blog op til det den er nu. 10 år!
De sidste par år har bloggen tidsmæssigt fungeret som et deltidsjob, og der er fandeme lagt mange timer på tegnebrættet for at nå dertil hvor jeg er nu.
Ja – jeg har været så skideheldig at der er mange, både store og små, blogs der har linket til Live fra Lolland, men for at være helt ærlig, ikk. Så synes jeg også at jeg har arbejdet for det. Og for at være helt, helt ærlig, så er jeg faktisk også kommet dertil hvor jeg giver mig selv lov til at synes at jeg har en sjov side som både mine læsere og jeg selv får noget ud af, så måske er det også i orden at synes at jeg faktisk lidt fortjener den succes som Live fra Lolland har fået.

Kald mig bare gammeldags, men min blog og bloggens Facebookside, Instagram konto, osv. er ikke bare reklamesøjler for bloggere der gerne vil have flere læsere.
Misforstå  mig ikke, jeg linker hjertens gerne til andre blogs jeg godt kan lide, men stederne er ikke til fri afbenyttelse for alle der lige har opdaget mine ok læsertal og tænker, at det da nok ville være fint hvis hende der den fjollede, halvdumme dame på Lolland lige gad at kaste et link til din blog.
Hvis jeg finder din blog og synes den er sjov eller interessant, så tro mig, så skal jeg nok linke til den. For jeg tror fandeme også at det er vigtigt ligesom at give det videre.
Men når du nærmest beder mig om det og forventer at jeg så gør det, så giver det mig sgu lidt en halvdårlig smag i munden, for så får jeg fornemmelsen af at det ikke er det jeg laver, men mine læsere der er det eneste du er interesseret i. Og det synes jeg sgu er lidt nedladende, både overfor mig, men helt ærligt, så også overfor læserne. Som om de bare er sådan en flok hjernedøde kvæg der bare lige gør som jeg siger de skal gøre.

Og helt ærligt, ikk. Så kan det da godt være at et link fra en større blogger kan smide nogle tusinde mennesker over på din blog på én dag, men hvis ikke indholdet er til det, så kommer de jo ikke igen næste dag, vel. Og det er sgu da det der er det vigtigste? At man laver noget som folk har lyst til at komme igen for at få mere af?

Arbejd på din blog, find dit udtryk, din balance, og ved du hvad, hvis der er læsere til det du laver, så skal de nok komme. Ja, det tager ofte helt vildt lang tid, og ja, selvfølgelig kan det være en anelse demotiverende at sidde og kigge meget lave besøgsstatistikker igennem, men vi har alle sammen været der. Og langt de fleste af os var der rigtigt længe.
Der er ingen der bare har braget igennem med 100.000 månedlige besøg fra dag 1. Og hvis du vil noget seriøst med din blog, så tag den tid det tager.

Nå, men nu skal det jo ikke lyde som et surt opstød det hele, for ind imellem er der faktisk også bare søde bloggere der spørger til råds. Sådan uden lumske bagtanker. Og hvis jeg skal give et råd, så er det netop at væbne dig med tålmodighed og ikke giver op selvom du måske i lang tid ikke sidder og blogger for andre end dig selv og måske den nærmeste omgangskreds. Og så blog om noget du rent faktisk interesserer dig for. Det er fandeme lækkert at mærke at der der rent faktisk sidder en person bag bloggen, og det tror jeg faktisk kun på at man kan, hvis man rent faktisk interesserer sig for det man sidder og skriver om.

…. og så lige for at tage de spørgsmål der unægteligt må melde sig hos de fleste normale mennesker, i opløbet.

Og hvorfor er det der med læsertal nu egentlig også vigtigt, er der sikkert mange der sidder og tænker. Blogger man ikke for sin egen skyld? Jo. Det gør man da. Hvis ikke man selv synes det er sjovt, så vil jeg da på det kraftigste anbefale at man lader være.
Men læsertallene er vigtige, specielt hvis man bruger så meget tid på sin blog.
Det kan der være flere grunde til, men f.eks. sådan en ting som lidt kroner fra at have de hersens blinkende reklamer over det hele, som faktisk er ret rare at få når det her nu er noget man bruger rigtigt mange timer på.
For det andet – i hvert fald i mit eget tilfælde – så er der ingen tvivl om at jeg gerne vil leve af det her. Og det kan jeg kun hvis nogen gider læse det, købe mine bøger, komme ud og høre mig gøgle rundt og vise tegninger, osv.
Jeg laver det jeg laver helt for min egen skyld, men hvis man gerne vil leve af at være sjov, så er det ligesom lidt vigtigt at der er nogen der synes, at man er det.

I andres tilfælde – f.eks. modebloggere, livsstilsbloggere og hvad de smukke mennesker ellers bliver kaldt – der er det måske deres passion for mode der har fået dem til at starte en blog. Mange læsere betyder invitationer til nogle meget fancy modeevents (som jeg da helt ærligt faktisk også gerne gad med til. Men pt. sidder jeg i en lyseblå bluse med øjne på, leggings der er i stykker og gummistøvler, så der er noget ikke den store chance for at jeg bliver inviteret med til den slags), en indgang til et job i den verden, osv. Og helt ærligt, det er sgu da ret sejt!

Og sidst, men på ingen måde mindst, så er det bare en hel særlig awesome fornemmelse at have sådan en kæmpe flok mennesker der kan lide det man laver, og som kommer igen og igen. Som hujer og klapper virtuelt med når det går godt, og som kommer med klap på skulderen når det ikke går så godt.

 

FacebookTwitterGoogle+<- DEL DETTE INDLÆG

18 thoughts on “Uden at lyde helt vildt selvfed og herrenazi …

  1. Sabrina

    Åhh det er noget farlig svært noget det der med anbefalinger, linklove og den slags. Selvfølgelig er din blog ikke en gratis reklamesøjle og selfølgelig skal du ikke linke til hvem som helst. Slet slet ikke. Du har knoklet for den succes du har nu og det skal på ingen måde negligeres, så selvfølgelig skal du værne om din og din blogs integritet, men nøj hvor er det også bare svært at komme frem i blogverdenen uden hjælp. Ikke dermed sagt at alle bare skal linke til alle. Det er simpelthen så svært at blive “opdaget” i blogland, for hvis man er lille bitte er der ikke rigtig nogen steder andre kan opdage en. Tidligere kunne man komme på siden med populære indlæg hos bloglovin med et enkelt like (som man selv kunne stå for), så var der trods alt lidt der forvildede sig ind på ens blog, men nu skal man have relativt mange likes for at blive vist. Det er virkelig svært at vide hvad man egentlig skal stille op, især hvis man selv synes at man gør det ret godt. For hvis ingen opdager at man findes, er det jo også svært at komme længere ud. Jeg synes fx selv at jeg gør det meget godt, og det går da også fremad, men nøj hvor går det langsomt og som du selv siger, er det nu bare sjovere på mange måder hvis man har nogle læsere. Jeg holder min kæft nu for jeg er egentlig helt enig med dig, men samtidig gad jeg da godt selv at blive anbefalet af nogle af dem jeg synes er seje haha. Men altså hvem vil ikke gerne det? 😉
    Jeg lover ikke at skrive til dig (eller nogen andre) om i ikke vil anbefale mig 😉

    Sorry for den psyko lange besked
    Kh

    Reply
    1. Live fra Lolland Post author

      Hahaha, jeg ELSKER psyko lange beskeder!

      Og jeg er helt med dig! Det er fandeme da demotiverende at se at ens læsertal ikke stiger helt vildt når man lægger så meget arbejde i det! Og jeg synes faktisk at det der med at lægge kommentarer på andre blogs, det kan være en fin måde at vise flaget, så længe kommentaren er ‘oprigtig’ – du ved, ikke som dem man ofte ser hvor der bare står “haha – se i øvrigt min blog”. Jeg tror dog sagtens på at en blog som din kan blive til noget, for den er flot og du bruger gode billeder, hvilket f.eks. altid er noget jeg kigger efter når jeg trevler nettet igennem for madblogs. Er billederne ikke gode, så gider jeg ikke engang læse opskriften, haha.

      Nu er min historie måske ikke den mest motiverende, men i 8 år bloggede jeg jo nærmest kun for min familie og et par enkelte venner, selvom de få fremmede der fik forvildet sig derind faktisk efterfølgende skrev til mig at jeg skrev pissesjovt. Og som jeg lige skrev som svar til Miriams kommentar, så begyndte folk faktisk først at linke til min da jeg begyndte at være fløjtende ligeglad med hvor mange der læste med (jeg havde en depression og var faktisk 8 sekunder fra at lukke bloggen helt og aldrig se tilbage, for jeg gad fandeme ikke være en folk vidste hvem var). Det virkede åbenbart, selvom det lyder helt åndssvagt.

      I det lange løb, så tror jeg faktisk, at det giver mere at blive anbefalet af en masse mindre bloggere end 5 af de store.

      Jeg kan i hvert fald godt lide din blog, og hvis jeg en dag kunne se at der var noget der lige passede ind, så kunne jeg da sagtens finde på at linke til den.

      Reply
      1. Sabrina

        Haha jeg er glad for at du er vild med psyko lange beskeder for åbenbart kan jeg ikke begrænse mig 😉 Og tak for de pæne ord, når jeg læser min kommentar igen kan det godt lyde som om at jeg både er lidt bitter og fisker efter at blive anbefalet haha, det var altså ikke sådan ment. Jeg er i øvrigt helt med på det med billederne, de seneste måneder (synes jeg selv) at mine billeder er blevet væsentligt bedre og det er klart at det tæller helt gevaldigt, for ser det ikke appetitligt ud har man jo ikke engang lyst til at klikke forbi og da slet ikke til at prøve opskriften, så er i virkeligheden helt enig også i Miriams kommentar om produktudvikling fremfor markedsføring, for selvfølgelig skal folk også gerne have lyst til at blive hængende, men noget markedsføring tror jeg også på at der skal til idag når der er SÅ mange der gerne vil ses, men jeg bliver nu aldrig sådan en der skriver en milliard kommentarer på andres blogs, jeg gør det kun når jeg har lyst eller synes jeg har noget at sige.

        Jeg kan godt huske at du var meget i tvivl om om du skulle fortsætte dengang, men det ved jeg vi er rigtig mange der er glade for at du valgte at gøre 😀

        Reply
  2. Miriam

    Word! Og som du selv er inde på – det hjælper ikke noget, at man bliver linket til fra 15 forskellige kæmpeblogs, hvis ens egen blog alligevel ikke kan fange interessen hos de folk, der klikker sig ind. Jeg kommenterede for sygt de første par år af bloggens eksistens, men det var først, da jeg for alvor fandt den blogidentitet, jeg var vild med, at andre også begyndte at bide mærke i, hvad jeg lavede. Og derefter begyndte jeg at se vækst helt naturligt. Så i første omgang anbefaler jeg i den grad også produktudvikling frem for marketing. Det gjorde i hvert fald forskellen for mig.

    Reply
    1. Live fra Lolland Post author

      Ja, du understreger helt og aldeles min pointe. Din blog er jo også blevet helt vildt stor, men det er den jo af en grund. Som man sagtens kan kalde “produktudvikling”, som du gør. Det er så meget vigtigere at fokusere på det, fremfor at skulle markedsføre den. Men jeg kan også godt forstå hvorfor folk gerne vil markedsføre den, for det er jo lidt nedslående at bruge en hel masse tid på noget inden læser. Men jeg tror på, at hvis man gør det længe nok, så kommer de nok på et eller andet tidspunkt. Min blev jo faktisk også først stor (eller, altså sådan lidt større i det, den er jo ikke en ‘stor’ blog i den forstand) da jeg egentlig begyndte at være ligeglad med hvor mange læsere der var (eller, rettere sagt, nærmest forsøgte at gemme mig efter jeg havde den der depression). Egentlig lidt tankevækkende.

      Reply
  3. Tine

    Jeg kan virkelig sagtens forstå, at du har den holdning, og jeg deler den også – selvom der underligt nok ikke er så mange der beder om at blive sat på min blogroll. 😀 (Som jeg i øvrigt snart skal have opdateret). Jeg tror ret hurtigt dine faste læsere ville kunne gennemskue om du havde hjertet med i en anbefaling, og når alt andet ved din blog er så herligt ligefremt og ærligt, ville det være en uheldig situation. I virkeligheden overlapper det vel også lidt din holdning til sponsorerede indlæg, som jeg kun har noget imod, hvis de virker helt malplacerede.

    De første år jeg havde bloggen kommenterede jeg også ret meget rundt omkring – særligt på modeblogs, fordi jeg i starten faktisk ikke havde fattet, at der eksisterede ret meget andet. Men min blog har jo intet med mode at gøre (men næsten alt andet, haha!), så dem der måtte klikke sig ind, forsvandt jo hurtigt igen. Nu har jeg langsomt fået opbygget en trofast, lille læserskare, og er helt ærligt ganske tilfreds med det – og så er der dage som i går, hvor besøgstallet eksploderer, fordi folk nok lige skal se, hvem du rent faktisk linker til. Oh, the horror and præstationsangst! :)

    Reply
    1. Live fra Lolland Post author

      Ja, det falder jo faktisk lidt indenfor samme kategori, det havde jeg faktisk slet ikke tænkt over. Og ja, det kan da godt være at jeg hen af vejen laver nogle sponsorerede indlæg for ting jeg selv bruger og er glade for. Det ville næsten være dumt andet når man nu ligger i et netværk som har nogle gode aftaler for den slags, men nej, jeg ville aldrig lave det hvis ikke de kunne falde ind under bloggens generelle tema eller havde noget med tegneri at gøre.

      Men det er sjovt, for på mange måder er det jo også fantastisk bare at have en lille læserskare. For der er det jo at man jo lærer folk lidt at kende, ikke. Så kan man ligesom bruge bloggen til noget på et helt andet niveau. Giver det mening? Og det er jo sådan noget som jeg synes er så hyggeligt ved en blog som din. Man føler jo at man er med der hvor du er, hvis du forstår hvad jeg mener? Man kan relatere til det på en helt andet måde end på min som måske mere er sådan generelle ting som de fleste kender til. Den kunne jo i virkeligheden være lavet af alle. Men det kunne en blog som din ikke. Det er derfor den er så skøn <3

      Reply
    1. Live fra Lolland Post author

      Årh, tak søde Sol. Men altså, nogle gange skulle man – ud fra de mails – tro at der var mange der syntes det.

      Reply
  4. Ditte

    Ja undskyld mig. Men fuck bloggerevents og fancy pindemadder når man kan være så sjov og nede på jorden som dig :-) Virtuel high-five herfra!!

    Reply
    1. Live fra Lolland Post author

      Hahaha! Tak! Og jeg ved da ved gid heller ikke hvad de skulle få ud af at invitere mig, men helt ærligt, ikk. Så gad jeg da godt at blive inviteret til sådan noget!

      Reply
  5. Louise

    Længe leve dobbelt moralen, for nu smider jeg et link til egen blog https://lhr84.wordpress.com/2015/04/28/vil-du-dele-det-her-pa-din-vaeg/

    MEN det er bestemt ikke fordi den skal deles, men for at sige at du ikke er alene. Jeg blogger for hyggens skyld og for at skrive lidt længere indlæg end jeg gør på min Facebook side, for ovre på Facebook har jeg både mange følgere og FB venner. Så jeg modtager også dagligt beskeder fra folk der vil have mig til at dele diverse ting. Det er så ikke kun blogs. Det er opslag om bolig, fokus grupper, deres nyeste sang mm.

    Og hvis man gør det, så mister resten af ens følgere interessen + at jeg ikke altid kan stå inde for de ting jeg bliver bedt om at slå op.

    SÅ hurra for dit opslag.

    De bedste hilsner Louise Rose

    PS. Jeg har delt dit opslag.

    Reply
    1. Live fra Lolland Post author

      Fedt indlæg! Det er lige præcis det jeg mener! Folk tænker det tit som om 30.000 besøg om måneden, det var bare noget man lige fik forærende en dag, men det er jo kommet af flere års hårdt arbejde.
      Jeg har også lagt mærke til at mennesker som jeg ikke har haft kontakt med i rigtigt mange år, som ikke før har vist synderligt interesse for mit liv, de kommer ligepludselig frem fra gemmerne med alle mulige ideer, og så kan jeg jo lige “smide et link på Facebook, hvis jeg har lyst..” – og ved du hvad? Jeg synes det er en røvet situation at sætte mig i. Gu fanden har jeg da ej “lyst”, men jeg gider da heller ikke stemples som en sur kost.
      Du har fandeme formuleret det godt. Jeg er altid så skidebange for at træde folk over tæerne at jeg som regel kommer til at sige ja til alt muligt jeg ikke burde.

      Thumbs up til dig herfra!

      Reply
  6. Louise ♡ Bylouise.dk

    Jeg synes det er en fair holdning du har – Din blog, dit indhold og vil læserne bare have smidt links i den ene retning og til den anden retning eller vil du have DINE anbefalinger?

    ♡Bylouise.dk – http://bylouise.dk (så kan folk selv vælge om de gider tjekke den ud 😉 )

    Reply
    1. Live fra Lolland Post author

      Hahaha, det er en god pointe. Altså, der findes jo 8 milliarder ting som jeg også læser og som jeg egentlig også gerne ville anbefale, men jeg kan jo ikke spamme læserne på den måde. Så jeg plejer som regel at linke til noget som jeg selv læser igen og igen og igen, og nogle gange også til noget der simpelthen er for sjovt til ikke at dele.

      Reply
  7. Pingback: Nogle sandheder om at blogge | therustyhome

  8. Mads Barnkob

    At linke til sin egen blog i kommentar felterne handler ikke så meget om at få trafik fra en populær blog, de få, måske hundrede klik, har ikke den helt store værdi i det store internet spil.

    Det handler i bund og grund om google-rating, hvor mange andre “store” sider linker tilbage til din egen blog, og derved vil den komme højere op i søgeresultater.

    Reply
    1. Live fra Lolland Post author

      Du har fuldstændig ret. Jeg tror dog heller ikke at det er derfor man gør det. Jeg tror mere mange lægger kommentar på de store blogs (med links til deres egne) for at de store bloggere skal trykke på linket, opdage bloggen og så derefter selv linke til den. For selve linket i kommentarfeltet har du helt ret i, det har ikke den store værdi.

      Reply

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *