Om at blive kureret for sin angst for børn.

Nogle gange, så får jeg sagt ja til nogle ting uden at tænke over det. Det sker specielt hvis jeg er i virkelig godt humør.
En af de dage hvor jeg var i virkelig godt humør var efter et foredrag jeg havde holdt i Nykøbing en aften i begyndelsen af februar. Alle hyggede sig og grinede på alle de rigtige tidspunkter, og jeg følte ærligt talt at jeg var Dronningen af Sjovhed, og at jeg kunne klare alt i verden. Så da en rigtig flink gut efterfølgende kom hen og spurgte mig om jeg havde lyst til at besøge en klasse på den skole han arbejdede på og snakke om tegninger, så havde jeg midlertidigt glemt alt om at jeg er skidebange for børn, og tænkte …

1

 

… jeg har senere fundet ud af, at min frygt for børn i den ærlige alder højst sandsynligt stammer fra min egen barndom. Jeg blev mobbet med mit røde hår, skæve tænder, fregner, briller, osv. Jeg ved at børn i den alder er 100% ren ondskab.
Da tiden nærmede sig mit besøg på skolen, begyndte tankerne om hvordan det ville gå at køre gennem hovedet på mig. Selv når jeg sov …

8

 

2

 

3

 

4

 

5

 

6

 

7

 

… så da dagen endelig kom var jeg meget nervøs. Jeg havde faktisk ikke sovet det meste af natten. HVORFOR havde jeg sagt ja til sådan noget? Jeg vidste jo bare at det ville gå galt!
Da jeg stod af toget ved siden af skolen havde jeg nerverne uden på tøjet …
9

… og jeg blev helt forskrækket da jeg hørte en lyd …
10 11

Jeg kiggede ned, og den så jo meget sød og uskyldig ud …
12

… det viste sig at læren og nogle af eleverne var gået mig i møde. Og det hjalp en lille smule på nerverne, for selvom det tog nogle minutter at gå hen til skolen, så var der ingen af børnene der havde sparket til mig eller noget på vejen.
Nervøsiteten tog dog til igen da jeg kom ind i klasselokalet …
13

…men det lykkedes mig kort at få præsenteret mig selv …
17

…da jeg havde sagt ordene kunne jeg godt høre hvor kedeligt det lød. Så jeg tænkte, at selvom det indebar en stor risiko for at blive hængt ud som grim, gammel, talentløs taber med ild i håret, så så jeg ikke anden udvej end at prøve at engagere eleverne lidt …
16

 

…og det ville de gerne …
14

…men det var slet ikke den slags spørgsmål jeg havde frygtet!
15 1

…det kom helt bag på mig, at ingen af spørgsmålene var onde, og jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle svare …

18

 

…næh, de var faktisk bare helt almindelige spørgsmål som man kunne forvente at børn i 4. klasse ville stille sådan nogen som mig.
Og som om det ikke var nok, så ville de gerne have min mening om de tegninger de havde lavet, og tegningerne var både sjove og flotte, og børnene var rigtig søde, og jeg fik krammere og alt muligt da jeg skulle gå. Det endte faktisk med at blive en helt fantastisk formiddag, og da jeg tog hjem havde jeg det sådan helt …
20

Jeg var helt oven på. Jeg kunne klare alt.

Så det var nok meget godt at jeg havde slukket min telefon, for gad vide hvad jeg ellers var kommet til at sige ja til at deltage i.

 

FacebookTwitterGoogle+<- DEL DETTE INDLÆG

2 thoughts on “Om at blive kureret for sin angst for børn.

  1. Christina

    Hahahaha xD “den så jo meget sød og uskyldig ud …”

    Omg elsker din humor!

    Jeg er mere bange for teenagere…i to lande nu (Korsørs ghetto og Swords i Irland), har teenagere behandlet min datter og jeg rigtig grimt med tilråb på åben gade, ting der er blevet kastet efter os, mobberi på legepladsen osv. Jeg bliver næsten helt forskrækket, når jeg en sjælden gang møder teenagere, der snakker pænt og kommer til at kigge på dem, som om at de er supermand eller sådan noget O.O

    Reply

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *