Min første helikopter

Hr. Mand er vældig glad for sådan noget legetøj. Han har alle mulige elektriske ting som han kan flyve og køre med. Det er meget sejt, synes jeg.
Han har f.eks. sådan nogle store flyvemaskiner, som man kan styre med sådan en fjernbetjening. Nogle gange, så står vi udenfor, og så flyver han dem ud over marken. Så kan han både få den til at flyve langt væk og komme tilbage igen og alt muligt. .
Jeg ved ikke hvorfor, men hver gang jeg spørger om jeg må prøve, så ser han så nervøs ud og mumler noget om at de koster en masse penge. Jeg ved faktisk ikke helt hvad det har med noget at gøre, men det er næsten som om han tror at jeg ikke ville kunne finde ud af det. Det er heller ikke særligt tit, at jeg kan komme med ud og kigge når han flyver rundt med dem. Det er fordi Hr. Mand er bange for, at jeg måske skal komme til skade, siger han

Den anden dag var vi inde i Jem & Fix, og så havde de sådan en lille fjernstyret helikopter, og den kostede ikke engang 100 kr. “Det var da ikke så dyrt som alle dem han har derhjemme”, tænkte jeg, så jeg spurgte Hr. Mand om jeg ikke skulle købe den. Først fik han igen sådan et nervøst udtryk i ansigtet, men så sagde han alligevel ja.

Hele vejen hjem tænkte jeg, at det var godt, at jeg købte den. Nu kunne vi have en fælles interesse. Så kunne vi flyve med helikopteren sammen …
1Så kom jeg til at tænke på, at nogle gange, så er der ting man ikke har prøvet før, som det viser sig, at man virkelig har talent for. “Måske er det sådan med mig og helikopteren”, tænkte jeg, mens vi susede hjemad i bilen. “Måske behøver jeg slet ikke hjælp til at lære det”, tænkte jeg videre. Inden vi var nået hjem var jeg kommet frem til, at jeg nok var sådan en slags naturtalent. Som bare havde det i kroppen. Det var nok noget med at være god til at koordinere sine bevægelser med sit syn, og det er jeg sikker på at jeg ville være helt vildt god til, hvis det altså ikke var fordi jeg trængte til briller og næsten er helt blind på det ene øje.
Jeg var sikker på, at Hr. Mand ville blive imponeret, når jeg tog min første tur med helikopteren …
2Først ville jeg nok se meget koncentreret ud, men snart ville jeg kunne få den til at lave alle mulig tricks.
3… og Hr. Mand ville synes, at jeg var herresej og den mest awesome kæreste ever. Og så slap han også for at skulle stå ude bagved helt alene når han skulle flyve med sine flyvere.

Da jeg var færdig med at planlægge første del af mit enorme naturtalent, så kom den næste fase. Det er jo ikke lykkedes mig at vinde noget når det kommer til tegninger, men måske ville jeg stille op i store fjernstyrede-helikopter-flyvningskonkurrencer …
4Måske kunne man bare have det der med helikopteren som sådan en side-geschäft, for jeg er jo stadig meget glad for at tegne.

Da vi kom hjem skulle helikopteren først lades op inden man kunne bruge den. Mens den gjorde det gik jeg ud og satte hår og rettede min makeup, for jeg tænkte, at nu kom øjeblikket som Hr. Mand for evigt ville huske, øjeblikket hvor han opdagede, at jeg kan meget mere end at tegne og slå græs, og i dét øjeblik ville jeg jo gerne være pæn, ikke.

Da helikopteren var ladet op, var det tid til min første tur. Men turen gik slet ikke som forventet. Helikopteren lettede aldrig rigtigt, men bumpede bare ligesom hen af jorden inden den med et brag hamrede ind i væggen ..
5“Hvad sker der dog?!”, tænkte jeg. Jeg var helt forfærdet. Var jeg så slet ikke et naturtalent alligevel?!?
6Men så gik sandheden op for mig. Helikopteren var naturligvis defekt. Naturligvis, tænkte jeg. Det gjorde mig faktisk ret sur, at de sådan havde solgt mig en defekt helikopter!
7Hvis det ikke var fordi det var helt vildt varmt udenfor og jeg også havde købt en kage som jeg gerne ville spise, så havde jeg helt sikkert taget ind til Jem & Fix og skældt dem ud. Hvor var det strengt, at jeg nu skulle stå der og se dum ud foran Hr. Mand, bare fordi de ikke testede alle deres varer inden de solgte dem!

Hr. Mand kom ind for at høre, hvordan det gik med flyvningen, og jeg måtte jo så fortælle ham den grusomme sandhed …
8Hr. Mand virkede som om han også var rigtigt ked af at vi nu ikke kunne have den fælles interesse, og han igen bare var nødt til at stå alene ude i stilheden og flyve med sine flyvere. Det gjorde mig faktisk endnu mere sur, nu havde de også gjort Hr. Mand ked af det. Det var tydeligt at se, at han var berørt, selvom han modigt prøvede at gemme det bag et smil …
9Det sjove var, at normalt når jeg siger, at noget er gået i stykker, så skal han straks undersøge det. Men det syntes han slet ikke var nødvendigt denne gang. Han stolede nok på, at jeg havde så meget forstand på det, at jeg vidste hvad jeg snakkede om. Måske havde han også allerede tænkt, at jeg var sådan en slags naturtalent.

Nu håber vi begge to helt vildt meget, at vi når at komme fordi Jem & Fix inden garantien udløber på helikopteren, så ikke alt det naturtalent går til spilde.

FacebookTwitterGoogle+<- DEL DETTE INDLÆG

12 thoughts on “Min første helikopter

  1. Sine Smed

    haha, tak for at have gjort min aften god. Sidder med et kæmpe smil!
    Tror også bare at det var helikopteren der var i stykker 😀 Er imponeret over hvordan du kan fange ansigtsudtrykkene ved hjælp af få streger.

    Reply
  2. Sine

    Det kan godt være, at det bare er mig der har en forfærdelig beskidt tankegang, men da jeg først læst overskriften, troede jeg, at Hr. Mand for en kort stund havde fyret op for et lille peepshow… Derfor var jeg særdeles spændt på at se dagens tegning 😛

    Reply
    1. admin Post author

      Jeg tror ikke det kun er dig, der er flere der har nævnt det! Min tankegang er ellers også rimelig beskidt, så jeg fatter ikke hvorfor jeg ikke selv tænkte det da jeg skrev det!

      Reply
  3. Tine

    Åh, Kristina, hvor er den god, den her! Selvom jeg godt er klar over, at du måske ikke ligefrem så dig selv øverst på skamlen i helikoptermodelflyvning, så kender jeg godt den vanvittige tankerække der opstår, når man ser en mulighed for at blive god til noget. Jeg er f.eks. enormt god til origami, selvom jeg aldrig har prøvet, og jeg har også undersøgt et medlemsskab hos vinterbaderne, efter at have været på stranden to gange denne sommer.

    Totalt strengt af Jem og Fix, altså. Ærgerligt, at der var for varmt til at køre tilbage og klage.

    Reply
    1. admin Post author

      Hahaha, ja, det er SÅ ærgerligt, altså! Men Tine, alle ved jo også, at hvis man bader 2 gange om sommeren, så er det præcis det samme som at vinterbade, s jeg synes bare du skulle go for it!

      Reply

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *