i dag er ikke en dag til fjollede tegninger

Jeg kan ikke skrive noget om angrebene i Paris i fredags, der ikke allerede er skrevet 10.000 steder. Jeg var på besøg hjemme hos min forældre, og vi sad fra sent fredag aften og fulgte situationen på News, men det var først da jeg gik i seng, at alvoren i situationen egentlig ramte. Jeg tror, det var da jeg opdagede, at bandet der spillede på koncertstedet der blev scenen for alt for mange døde og gidsler, var et af mine egne yndlingsbands. Jeg ved ikke hvorfor, det føltes helt som sådan en mavepuster, for pludselig syntes jeg, at det kom tæt på.

Jeg bliver ked af, hvad vi mennesker har udviklet os til. Jeg bliver ked af at nogle menneskers sindssyge værk i religions navn tager så mange uskyldige med i faldet. Bliver ked af, at de muslimer jeg kender og holder af, nu igen skal skæres over én kam af alt for mange mennesker, fordi IS insisterer på at foretage umenneskelige handlinger i Islams navn. Jeg bliver ked af at så mange uskyldige flygtninge ryger med i det fald. Jeg bliver ked af det fordi jeg ikke føler, at folk kan se det større billede og se at langt størstedelen af flygtningene ikke har noget med IS at gøre – tværtimod er de jo selv flygtet fra dem.
Jeg bliver ked af, at nogle forholdsvis få fuldstændige vanvittige mennesker insisterer på, at vi lever i synd, skam og hor, bare fordi vi ikke lever som dem. Jeg bliver ked af at vores frihed bliver mere og mere indskrænket, specielt fordi der er nogen før os der har kæmpet hårdt for den. Og jeg bliver ked af at høre mennesker sige, at nu må det være ok at tage civile med i faldet i krigen mod IS, for hvor er så forskellen på det der skete fredag aften og det der skal ske i fremtiden? Jeg bliver ked af, at vi skal leve i en verden hvor der bliver mindre og mindre plads til forskellighed. Jeg bliver ked af det fordi, det lige så godt kunne have været mig og mine egne venner der havde været til den koncert i fredags. Jeg bliver ked af det fordi der sidder en masse mennesker derude lige nu og har mistet deres far, mor, søn, datter, kæreste, ven, veninde, bror eller søster. Jeg bliver ked af, at selvom jeg på ingen måde har lyst til at lade sindssyge mennesker bestemme over os, så skal vi alligevel leve i frygt for om nogen vi selv holder af er de næste ofre. Og jeg bliver ked af det fordi jeg tror ikke at der er en realistisk chance for at denne her onde cirkel nogensinde ender.

 

Det her er ikke et oplæg til debat. Du kan sagtens have lov til at syntes, at det hele skyldes en stor flygtninge-strøm, eller hvad du nu synes. Det her er ikke stedet eller tidspunktet at diskutere det. 

 

FacebookTwitterGoogle+<- DEL DETTE INDLÆG

5 thoughts on “i dag er ikke en dag til fjollede tegninger

  1. Ann

    Jeg skrev om mørke i går, med samme grundtanke som dig. Jeg er også så grundlæggende ked af det. Det føles som de helt rigtige ord i alle de sammenhænge du nævner. Jeg er ked af det.
    Tak for indlægget.

    Reply
  2. Jannie

    Jeg snakkede med min 16 årige nevø om det i nat og idag. Han spurgte til det, og jeg forklarede så godt jeg kunne

    Det vigtigste for mig var at indprente ham, at han aldrig måtte hade muslimer for, hvad der sker. At de netop selv flygter fra det samme. At det er få menneskers værk, og at de vælger at fortolke Koranen, så de føler de kan forsvare deres handlinger

    At vi heller ikke vil sammenlignes med KKK, bare fordi vi er hvide

    Har været ved siden af mig selv igår og idag, men har valgt, at det ikke må sætte sig dybere. Vi skal videre, vi skal leve det liv andre blev berøvet for tidligt. Stadig skal vi være realistiske, og forvente nye angreb, men huske at leve indtil ❤️

    Reply
  3. Marianne Luna

    Jeg har grædt ret meget i weekenden. Det er underligt, som – selvom jeg egentlig ikke vil indrømme det – at angreb i Paris bare føles tættere på, fordi det fysisk er det.
    Har i øvrigt også skrevet lidt om det – om frygt, kærlighed og terror – på min egen blog.

    Reply

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *