Det her er ret grænseoverskridende …

Nå, men jeg har lavet det her indlæg, da I skidesøde læsere har stået ved hele vejen. Så på en måde føler jeg også, at jeg skylder jeg en forklaring. Eller, ikke ‘skylder’ som sådan i negativ forstand, men på en måde for at forklare, og på en måde for at slutte denne underlige periode af. Andre skriver sig ud af svære perioder af sit liv, og for nogle år siden havde jeg nok gjort det samme, men nu har jeg så også tegnet det.

Lad os starte ved begyndelsen. Kan I huske da jeg for noget tid gik sådan ret hurtigt fra det her
1og så til det her
2Hvordan det skete ved jeg ikke, og har egentlig heller ikke brug for at prøve at finde en forklaring på det, for det har jeg prøvet på så længe nu, og kommer ingen vegne.
Jeg var egentlig godt klar over at det stod skidt til, længe før jeg pludselig lukkede Facebookside, Twitterkontoer, osv. Men jeg var nok ikke helt klar over hvor skidt det egentlig stod til.
Jeg har før haft sådan nogle små vinterdepressioner, men har altid kunnet hive mig selv ud af dem ved at motionere, få sol, spise sundere, osv. Så da jeg først troede at det var sådan et lille bæst der havde slået til, så prøvede jeg alt hvad jeg kendte der kunne kurere det. Det hjalp bare ikke en skid. Der var INGEN ændring i humøret.
5 6 7 8Jer der har fulgt med længe ved hvor glad jeg normalt bliver over at få ros, likes, delinger af bloggen, og bare sådan får generelt meget optur når noget går godt for bloggen. Derfor burde det nok have slået mig, at der skulle gøres et eller andet, da jeg ellers fik et fint tilbud om at være med i noget morgen tv for at snakke om crowdfundingen til bogen. Men bare tanken sendte mig ud i et kæmpe panikanfald, og jeg afslog tilbuddet med det samme. For jeg var helt overbevist om, at jeg udemærke vidste hvordan det ville gå ..
15 16 17 18 19 20 21 22Jeg skulle fandeme ikke være med i noget TV. For selvom jeg godt vidste at jeg burde være over the moon-lykkelig, så var jeg det ikke. Slet ikke. I stedet følte jeg bare at jeg havde sat gang i noget der kun kunne ende galt. For hvad fanden bildte jeg mig ind at tro at jeg kunne noget som helst.

Det må have været en virkelig svær periode for Hr. Mand. Men han klagede aldrig. Hvilket var ret vildt, for jeg var helt umulig om morgenen når han skulle køre på arbejde.
34Så sad jeg bare der og græd. Og havde mest lyst til at hænge rundt om hans ene ben og få ham til at blive hjemme.
Først græd jeg kun om morgenen. Så blev det også resten af dagen. Og ugerne var bare sorte og åd hinanden
28 29 30 31 32 33 34Jeg kunne slet ikke se noget godt i noget som helst. Det føltes mest som om jeg havde fået et sort filter for øjnene der gjorde det umuligt at se tingene rigtigt, og selv ting som jeg normalt var vildt glade for, de virkede bare grå …
9 10 13 14Så tænkte jeg, at nu måtte jeg fandeme tage mig sammen. Og det øvede jeg mig så på, for jeg havde fået ind i hovedet, at jeg måske kunne gøre det der fake it ’til you make it-ting og så bare fake at være glad indtil jeg egentlig blev det igen. Det gik dårligere end forventet.
23 24 25… så jeg begyndte at læse på nettet efter gode råd til hvordan man kunne komme over en, hvad jeg stadig troede var, en vinterdepression.
Jeg fandt et forum, hvor en foreslog, at hvis man selv var lidt ked af det, så skulle man sætte sig et sted og kigge på glade mennesker. God idé i teorien. Forfærdelig idé i praksis. Det eneste det gjorde var at minde mig om at jeg havde det mega nederen …
11 12Det havde nu stået på i flere måneder, og jeg blev klar over at jeg var nødt til at gøre et eller andet drastisk. For at være ærlig, så var dagene forfærdelige. Jeg kunne ikke finde rundt i ting, jeg glemte alt muligt, jeg afleverede under-middelmådige skoleopgaver, hadede min lyserøde dame og sad det meste af tiden enten bare og gloede ud i luften eller græd over noget jeg ikke anede hvad var. Jeg overvejede sådan set aldrig sådan at gøre noget helt drastisk og sådan gøre en ende på alting, men må også indrømme, at jeg tænkte, at hvis det var sådan her livet altid skulle være fremover, så var det ikke besværet værd. Og med den tanke bestilte jeg en tid hos min læge, og kunne heldigvis komme derhen indenfor kort tid.

Jeg vidste egentlig ikke hvad jeg ville have, at lægen skulle gøre. Han skulle bare få det til at holde op. Lægen var nok ikke klar over hvilket pres jeg havde lagt på hans skuldre, men lige så snart han spurgte hvad der var galt brød jeg helt vrælende sammen mens jeg allerede anklagende beskyldte ham for ikke at kunne få det her til at gå væk.
Da jeg var faldet lidt ned på jorden fik lægen mig til at tage en test der åbenbart skulle bedømme hvor deprimeret jeg var.
26Lægen fortalte, at hvis man fik over 30 ‘point’ i testen, så havde man en svær depression. Jeg fik 72 point.
27… og det var det også, sagde lægen.
For at være ærlig, så havde jeg, allerede inden jeg tog hjemmefra håbet at lægen ville give mig en eller anden form for piller. Ikke fordi jeg som sådan er all for at man bare skal æde en masse piller, men jeg var egentlig ret ligeglad på det tidspunkt. Pillerne behøvede ikke engang at gøre mig glad. Bare måske mere sådan ligeglad. Så ville jeg være fint tilfreds og aldrig bede om mere, for ligeglad var stadig 8000% bedre end sådan som jeg havde det.
Lægen gav mig nogle piller. Og så demonstrerede han, ved hjælp af en masse papir, hvordan de virkede. Han krøllede en masse papir og rodede det helt sammen …
35Sådan ser det ud inde i din hjerne nu, sagde han. Så lagde han alt papiret i fin orden
36sådan kommer din hjerne til at se ud når du har taget pillerne, sagde han.

Det virkede som en god deal. Det virkede endda som om det var lidt bedre end bare at være ligeglad.

Så jeg tog hjem og i de første par dage, der sov jeg næsten hele dagen lang. Det havde jeg sådan set heller ikke noget imod, for jeg havde ikke sovet mere end 3-4 timer om natten det sidste lange stykke tid. Og når man sov, så slap man også for alle de sorte tanker om alle de ting der kunne gå galt og var galt.

Efter et stykke tid skete der noget underligt. Noget jeg slet ikke havde forventet, sådan i virkeligheden
37 38 39 40Jeg troede næsten ikke på det. Kunne det virkelig være, at pillerne ikke bare havde gjort mig ligeglad, men måske endda gjort mig glad? Ikke sådan helt crazy happy, men bare sådan som jeg havde haft det før. Det virkede helt åndssvagt, og jeg begyndte at udfordre denne underlige normalhed, for at se om det virkelig var rigtigt. Først tvang jeg mig selv til at tænke nogle af de sorte tanker jeg havde haft om alt det dårlige der kunne ske i livet. Men i stedet for gråd kom der sådan en underlig rationel tankegang …
42

43 44Da jeg havde klaret alle udfordringerne var jeg helt ekstatisk.
Det sjove var, at det jo bare var sådan jeg normalt havde haft det. Det var jo ikke fordi pillerne havde gjort mig lykkelig, men det havde de jo alligevel gjort, for jeg var så skide fucking lykkelig over ikke at være SÅ ked af det hele tiden mere.
Efter et stykke tid blev det endnu bedre. Jeg fik lyst til at tegne igen. Jeg fik lyst til at åbne op for kommentarfelterne og lave en Facebookside igen. Jeg fik lyst til at lave mine skole afleveringer ordenligt, og jeg fandt ud af at drømmen om at gerne ville tegne ikke var død, som jeg ellers havde troet at den var. Og SÅ blev jeg crazy lykkelig over at bogen var blevet 100% fundet. Lige pludselig kom alle de reaktioner der burde have været der da tingene skete, men der var de jo bare udeblevet.

Pludselig virkede alle de ting som jeg sagtens kunne gøre før i tiden som kæmpe mirakler
45

Så på mange plan er alt nu tilbage til det gamle. Mange af jer har måske ikke lige skænket det en tanke, men det helt overvældende antal af mails der er landet i min inbox tyder på at det har undret nogen en del. Nu havde jeg jo fået det jeg ville, hvorfor ville jeg så lukke hele lortet ned? Det her er så forklaringen. Eller, i hvert fald, det tætteste jeg kan komme på at give en forklaring på min underlige opførelse.

Jeg er skide taknemmelig for at I har hængt ved. Og for at I har fundet bogen. Og at I liker og deler bloggen og kommer med søde kommentarer. Forhåbentlig ændrer det sig aldrig igen.

FacebookTwitterGoogle+<- DEL DETTE INDLÆG

42 thoughts on “Det her er ret grænseoverskridende …

  1. Pernille

    Tak for et fantastisk indlæg! Hvor er det fint beskrevet – jeg fik helt tårer i øjnene! Jeg har heldigvis aldrig selv haft en depression, men nogle af mine allernærmeste venner har, og det er bare ikke noget at spøge med. Det er en helt forfærdelig sygdom, og det er så godt, at du har fået den rigtige hjælp og medicin. Har ligesom Grevinden ovenfor lyst til at ønske dig velkommen tilbage:-)

    Reply
  2. HemmeLine

    Søde du. Jeg bliver hængende. Og jeg forstår, jeg fik nærmest angststress på dine vegne! Jeg er bare glad for at du er stoppet med at græde<3

    Klem, HemmeLine

    Reply
  3. Sine Smed

    Puh Kristina. Begyndte helt at tude da jeg læste indlægget. Det minder lidt for meget om mig selv.
    Hvor er det fedt at høre at du har fået dit gode humør tilbage samt lysten til at tegne igen. Synes det er et rigtig godt indlæg der sætter fokus på hvordan det er at være deprimeret.
    Knus Sine

    Reply
  4. Rikke Knudsen

    Super indlæg! Det var godt, du nåede at poste det, inden modet svigtede igen :) Det har krævet store n….. – tillykke med dem og tillykke med, at du har fundet dig selv igen.

    Reply
  5. Michala

    Tak for en fin og rørende tegneserie om, hvordan det er at få en depression og hvor godt man kan få det ved at få styr på kemikalierne i kroppen, så man igen kan få kontakt til sin øverste etage uden filter. Jeg har selv været der og havde rigtig svært ved at forklare mine omgivelser, hvordan det var når verden bare var helt mørkegrå og selv det at stå op om morgenen var en kamp. Og bagefter hvor stor en forskel sådan en lille pille gør. Efter et enkelt tilbagefald – er jeg i dag medicinfri på 2. år – det er en sejr du har til gode, men nyd du bare at pillerne hjælper dig – hver dag, det andet skal nok komme.

    Reply
  6. Mette Holmgaard

    Velkommen tilbage til livet. Har selv taget turen. Og du beskriver den spot on. Jeg bliver hængende. For du gør sq hverdagen noget sjovere.

    Reply
  7. Malene

    Tillykke og sejt gået fra som har været turen igennem mere end en gang… både med og uden piller.. lover dig at det hjælper at åbne op og dele.. ting bliver lige som mindre… keep on fighting :)

    Reply
  8. Gitte

    Tror langt fra det er unormalt at reagere som du gjorde – pludselig havde du jo et mega forventningspres ovenpå dig! Men hold kæft hvor har du været sej, fordi du har lyttet til dig selv, kæmpet og været så ærlig! Mega meget respekt til dig!!!! :):)
    Ps. Var selv nede i et meget sort hul for noget tid siden, og du drømmer ik om hvor meget dit indlæg vækker genklang. Virkelig godt skrevet!

    Reply
  9. Laika

    Hvor er jeg glad for at høre at du har fået det ok-godt igen. Der er frygteligt at have det sådan som du har haft det. Super dejligt at du igen synes at det er dejligt at lave blogindlæg, lave mad, gå tur og alle de andre dagligdags ting man går og laver. Det er også skønt at vi går mod (bogstaveligt talt) lysere tider, for der er inter der er så godt for ens tristhed end sol og forår, fuglesang, glade hunde, lysegrønne træer ja jeg kunne blive ved. Og tilsidst er det skønt at høre at du kan smile igen. Hav en god og glad dag.

    Reply
  10. Cecilie

    Elsker dine tegninger – de får mig altid til at smile og grine, og jeg er glad for at høre, at du har det godt! Og jeg tager virkelig hatten af for dit mod til at skrive dette ærlige, personlige og fantastiske indlæg :-)

    Reply
  11. Lene Elnegaard

    Du skriver så fint, med så enkle virkemidler, og alligevel rammer du totalt plet hver gang. Du ER awesome, den må du tro på. Glad for at du er tilbage. Håber det hele bærer dig.
    Mange virtuelle kram herfra!

    Reply
  12. Tina Hoffbeck

    God mandag.

    Sikke dog du har gået og haft det og tænk hvad sådanne små piller kan udrette!

    Du er genial til at tegne, skrive – udtrykke dig.
    Du gør det på en fangende måde, som holder mig til ilden og der skal ellers noget til.

    Glæder mig til din bog:-)
    Pøj pøj.
    Og bedre bedring.

    Tina

    Reply
  13. Rikke

    Pyha, det har været en hård omgang for dig og hvor er det godt du har fået det godt igen. Det er så sejt, du står frem og du med din velkendte selvironi får mig til både at ville grine og græde. Tak for en skøn blog.

    Reply
  14. Camilla

    Som det også bliver nævnt længere oppe, så er det noget af det bedste jeg længe har læst. Noget som ikke bare rammer nogle ting man kan forholde sig til, måske har en fin pointe eller er inspirerende eller aktuelt. Det er ærligt og meget, meget menneskeligt på en råt-for-usødet måde. Blev også helt rørt over dette indlæg, og kan genkende mange punkter både fra mig selv men i høj grad også fra et menneske, som står mig nær, og som har kæmpet med nogle af de samme tanker…

    Reply
  15. Kathrine

    Jeg har aldrig tidligere læst din blog, før jeg fandt dette alvorligt populære indslag på Bloglovin. Hvor er det FEDT skrevet! Du skildrer et ellers ofte tabu-belagt emne på en formidabel måde. Jeg håber det hele vil flaske sig for dig – jeg hepper i hvert fald på dig :-)!

    Reply
  16. Sarah

    Det er lidt ligesom min kæreste siger: pillerne får mig ikke til at være en anden, de får mig bare til at være mig selv.

    Det lyder som om det er været en sindsyg hård periode. Håber du er på rette vej og passer på dig selv. Jeg er vild med in blog og dine tegninger – men jeg er mest vild med at du har det bedre igen. Det håber jeg du bliver ved med at have.

    Kæmpe mental krammer herfra – det har været en vild periode, og hvem kan forberede sig på sådan noget. Håber at alt kommer til at flaske sig, så du får tid og overskud til lige præcis det du gerne vil!

    Reply
    1. admin Post author

      Mange, mange tak. Og ja, det er jo netop det. Jeg er jo ikke blevet en anden, jeg er bare blevet mig selv igen. Det er dejligt! Kæmpe krammer tilbage til dig!

      Reply
  17. Ninna

    Endnu et applaus for din ærlighed! Ærlighed gør folk sårbare, og sårbarhed gør folk smukke. Og ærlighed giver overensstemmelse mellem, hvad du siger, og hvem du er, og det tror jeg er med til at give en stabil lykkefølelse på længere sigt! Så tak for at du åbner dig for os, og inspirerer mig til at være ærlig og sårbar – for det er nemlig helt okay! :-)

    Reply
    1. admin Post author

      Jeg tror du har helt ret. For nu sidder jeg jo og tænker “Hvorfor meldte jeg ikke bare ud, at jeg var nødt til at tage en pause” så det ikke kom så langt ud og jeg nærmest blev sur på folk over endda at lægge søde kommentarer, fordi de kommentarer fik mig til at føle at nu skulle jeg fortsætte med at være sjov, selvom jeg var helt nede. Så jeg tror du har ret. Jeg ved i hvert fald, at hvis det sker igen, så melder jeg hellere ud i stedet for :)

      Reply
  18. Kris

    Det er et smukt og rørende og vigtigt indlæg – jeg blev ret bevæget af din fine, fine kombination af hudløs ærlighed og livsbekræftende humor. Tak for det.

    Reply
  19. Jonny

    En mega depression simpelthen, og det kan ikke diskuteres, for jeg har selv været ‘der, og ønsker ikke at komme der igen. Godt du er på banen igen :-D:-D:-D

    Reply
  20. sofie

    Der er virkelig meget inspiration fra hyperbole and a half i dette indlæg:) Det synes jeg er lidt ærgerligt..

    Reply
    1. admin Post author

      Hej Sofie

      Det er jeg selvfølgelig ked af at du synes er ærgerligt. Dog kan jeg ikke beskrive min depression på en anden måde end jeg følte den, blot for at den ikke skal minde om en anden persons beskrivelse af deres depression.
      Da jeg lavede indlægget tegnede jeg det i et hug på 16 timer, og da jeg læste det igennem bagefter kunne jeg sagtens se lighederne mellem mit indlæg og Hyperboles indlæg, og da jeg lagde det op på Facebook skrev jeg også på forhånd at det sikkert mindede meget om Hyperbole. Jeg havde det dog helt fint med at lægge det op, da det var den her måde jeg oplevde min depression på. Det er ikke et indlæg der er lavet for at få folk til at grine, men mere for at forklare hvorfor jeg i en lang periode har opført mig meget underligt.
      Eftersom begge indlæg beskriver den samme ting, så vil der selvfølgelig være ligheder, ligesom der vil være ting der er forskellige. Hvis du kigger rundt i kommentarerne, så vil du også kunne se, at de folk der selv fortæller at de har haft en depression, også fortæller at de også har oplevet den på samme måde, som jeg har, og som Hyperbole sikkert også har.

      Jeg har aldrig lagt skjul på at mine tegninger er meget inspireret af Hyperbole (dog tror jeg at dette indlæg er det eneste du kan finde hvor selve historien også minder om noget hun har lavet), men jeg må også indrømme at det er lidt trist at læse at det er den tanke du havde lyst til at dele omkring dette indlæg, for det var en lang, svær periode som jeg har valgt at dele ud af, og jeg bliver ked af at læse at det er det der er nogen der fokusere på, i stedet for at tænke over hvad indlægget i virkeligheden drejer sig om. Jeg vænner mig nok aldrig helt tilat folk sidder og ‘vurderer’ mine tegninger på en sådan måde, at de synes det er fint nok at lægge en kommentar der svarer til at sige at det er en uoriginal depression jeg har haft, og efterlader mig med en følelse af at jeg enten skulle have holdt min depression for mig selv, eller beskrevet den på en helt anden måde end den var. Og det mest æergerlige er, at selvom din kommentar er den eneste jeg har fået der kunne have en anelse negativ klang, så er det den ud af virkelig mange jeg husker nu. Det jeg prøver at sige er, at på denne her side af skærmen sidder også et rigtigt menneske, der rent faktisk har været igennem en tid der var virkelig røvsyg og svær, som bliver skide ked af at det eneste du fik ud af indlægget var den kommentar du har efterladt.

      Når det er sagt, så ville jeg dog beskrive min depression på præcis samme måde, hvis jeg skulle gøre det igen. Jeg vil ikke lave min historie om fordi den minder om en andens. Specielt ikke med sådan et emne der var ret tungt og grænseoverskridende for mig at lægge op til at starte med.

      Reply
  21. Rikke

    Hej igen
    Som lovet har jeg læst dit indlæg, og synes det er en rigtig fin og “enkel” måde at skildre så svært et emne på.
    Inspireret af kampagnen ENAFOS og DR1´s fokusering på emnet psykisk sygdom (Usynlig Syg) har jeg også overvejet at dele nogle tanker om depression, for som nævnt under et af dine andre indlæg, mener jeg at det er meget vigtigt man taler åbent om emnet. Nu har jeg så gjort det:
    http://hvorsvaerterdetlige.dk/mit-bidrag-om-depression/
    Som du kan se er du ikke alene :-) (ærligt ment smiley!)

    Reply
  22. Pingback: Om ‘konstruktiv kritik’ | Live fra Lolland

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *