Category Archives: Live fra Lolland på opdagelse

Live fra Lolland på opdagelse #2 – Huset i Parken

Untitled-3

For et stykke tid siden var jeg sammen med seje damer til møde i Huset i Parken (det fortæller jeg meget mere om senere), og det var første gang jeg besøgte stedet, på trods af at jeg i forvejen havde hørt at det skulle være noget så hyggeligt, og kører forbi det flere gange om ugen. Det var helt sikkert, at Huset i Parken stod højt på listen over steder jeg gerne ville gå på opdagelse, og det gjorde jeg så i sidste uge.

Huset i Parken (også kaldet HIP i daglig tale) ligger ved Fuglsang i fuldstændig fantastiske omgivelser, lige op af en skov, og med den flotte, flotte have som nabo. HIP er en kombination af et lille galleri, en café, en B&B og en fin lille butik der sælger de fineste ting, lavet af lokale producenter.
Huset er oprindelig opført som gartnerbolig, og siden har huset dannet rammen om en masse forskellige aktiviteter. Det har i lange perioder været brugt som refugium for kunstnere af den ene og den anden slags, så derfor virker det også helt oplagt, at her skal der selvfølgelig være et lille galleri.

IMG_2385IMG_2347

IMG_2350

Bodil Tornøe Almgren er sammen med sin mand dem der driver denne fine lille perle, og da jeg kommer på besøg bliver jeg budt velkommen med kaffe i den rustikke, hyggelige café i huset. Da Bodil fortæller, at hendes idé egentlig havde været at lave det som Huset i Parken er nu, i Sverige, så giver indretningen og det hele meget mere mening – for det er nemlig lige præcis den hyggelige stemning der er i Huset i Parken, som man finder i de hyggelige svenske træhuse.

For tiden er det en flot udstilling af den dygtige lokale kunstner Anne Gyrite Schütt der fylder væggene i Huset i Parken, og selvom selve galleriet ikke er så voldsomt stort, så kan man ikke lade være med at blive ved med at gå rundt og kigge på udstillingen.
På en måde føles Huset i Parken som en slags modpol til Fuglsang Kunstmuseum, hvor selve galleriet er større, og det mest er de helt etablerede kunstnere der har en plads. Bodil har med vilje valgt at gå en anden vej, for hun synes, at der findes så utroligt mange dygtige lokale kunstnere, som også fortjener at få deres værker udstillet, selvom de måske ikke er de store navne der kan trækker hundredevis af mennesker til eller sælger værker i stride strømme – og når man går rundt og kigger på Anne Gyrite Schütts smukke billeder, så kan jeg ikke andet end at give hende ret.

IMG_2386

IMG_2368

Der er en speciel stemning i Huset i Parken. Man føler sig usandsynligt velkommen der i det gamle hus. Det bærer tydeligt præg af, at de mennesker der driver stedet gør det fordi de brænder for det, og fordi de ønsker at deres gæster skal have en virkelig god og unik oplevelse hos dem. Der er ikke nogen ‘samlebånds’-fornemmelse hvor der bare skal langes en masse varer over disken, man går i detaljer og sørger for at alt er lige i øjet, men samtidig beholder den uformelle tone og stemning. Den uformelle tone og den generelt unikke oplevelser man ønsker at gæsterne skal få, underbygges blandt andet af, at det der bliver serveret i cafeen, det er hjemmelavet. Du finder ingen frosne rundstykker eller købe-kage her.

IMG_2382

IMG_2346

Lige som da jeg var på besøg hos Sakskøbing Madhus, så falder samtalen på hvordan man bedst muligt ‘arbejder’ som virksomhed på øerne. Og præcis som Gitte i Sakskøbing sagde det, så siger Bodil også, at det er vigtigt at skabe samarbejder i stedet for konkurrenter. F.eks. synes hun, at det kunne være helt fantastisk, hvis man havde mulighed for at tilbyde gæsterne både et ophold og et kig i galleriet, både i Huset i Parken og på Fuglsang Kunstmuseum. Man kunne sammen med det også tilbyde naturvandringer i det flotte naturområde der omgiver Fuglsang og arrangerer ture ud til de lokale producenter, så gæsterne virkelig fik en fornemmelse af hvor meget området har at byde på.
Igen finder jeg en fornemmelse af, at hvis vi skal have området til at blomstre, så kræver det, at vi står sammen. Selv efter kun to stop på min tur rundt på Lolland og Falster, så har jeg på fornemmelse, at det kommer til at blive et gennemgående tema, og hos Huset i Parken har man allerede samarbejder på kryds og tværs med lokale producenter.

Nu kan man jo ikke tage mig nogle steder hen hvor der er dyr der hygger sig, uden jeg straks er helt solgt. Derfor må jeg også tilstå, at da mit besøg hos Huset i Parken sluttede i den lille stald hvor ænder, geder og høns gik og hyggede sig side om side (og gerne ville hilse på), det var højdepunktet på min dag. Og man kunne tydeligt høre, at dyrene er noget der er meget vigtigt for Bodil, for hun taler om dem på præcis samme måde som jeg taler om mine dyr.

IMG_2384

Jeg kan kun anbefale at tage en smut forbi Huset i Parken, hvor man kan bruge et par timer på at nyde en god kop kaffe og kage med udsigt over smukke Fuglsang, besøge dyrene i stalden og gå en tur rundt i området. Husk også endelig at kigge ind i den lille butik i huset, der tilbyder masser af unikke krus, kopper, tæpper og en hel masse små finurligheder der alt sammen kommer fra vores fine område.

Du kan finde Huset i Parkens hjemmeside lige her, og holde dig opdateret med events og udstillinger. Du kan også følge Huset i Parken på Facebook.
Åbningstiderne her i vinteren er fredag-søndag fra 12-17.

Du kan opleve Anne Gyrithe Schütts fine billeder i resten af november, samt hele december. Den 20. december kl. 14 vil Anne tegne og fortælle om det levende i hendes kunst og håndværkets betydning. Der er gratis adgang og åbent i cafeen for at købe kaffe, kage, æbleskiver og glögg :)

 

 

FacebookTwitterGoogle+<- DEL DETTE INDLÆG

Live fra Lolland på opdagelse #1 – Sakskøbing Madhus

Untitled-3

Med en masse hjælp i form af forslag fra skønne læsere, har jeg sat mig for at tage på opdagelse på Sydhavsøerne. Jeg har selv besøgt nogle skønne steder hernede og hørt om mange, mange flere. Så nu vil jeg en gang eller to om måneden tage på opdagelse i omgivelserne omkring mit nye hjem og tage jer med.

Mit første stop var Sakskøbing Madhus. Jeg forventede mig at få en snak om bæredygtighed og gode lokale producenter, men de historier jeg fik med hjem fra mit besøg var meget mere end det.

For Sakskøbing Madhus er ikke bare et sted der forhandler varer fra gode, lokale producenter. Der er flere tanker bag. Tanker om bæredygtighed, socialt ansvar, om at undgå madspild, om råvarer af bedste kvalitet, og ikke mindst om at skabe et fællesskab og et engagement fra og i byens borgere.
Sakskøbing Madhus udspringer af initiativet ‘The Little Apple’ – et initiativ som på sigt skal være med til at kaste en masse andre initiativer af sig og være med til at styrke lokalsamfundet og få borgerne til at bruge deres by.

Det lyder jo alt sammen meget fint, tænker jeg, da Gitte Haahr Fornitz – der er daglig leder af den varme og indbydende butik, og i høj grad også er kvinden bag tilblivelsen af butikken – har taget mod mig med åbne arme, bænket mig ved et hyggeligt, hjemligt bord med god kaffe og (nogle ret fantastiske!) cookies i butikken og fortalt mig lidt om ideen bag butikken og initiativet med The Little Apple.
For holder det nu vand, eller er det bare flotte ord? Hvis jeg havde været i tvivl var det blevet gjort til skamme, da kunderne vælter ind og ud af butikken mens vi sidder og snakker, og alle hilser på Gitte og hendes søde medhjælper og får snak på kryds og tværs om varer, bestillinger, tidligere køb og hvordan det sådan ellers står til. Og kunderne er glade. Man kan tydeligt mærke på dem, at de føler sig hjemme i butikken og bruger den og er glade for den. Og Gitte kender dem alle, og alle bliver mødt med et kæmpe smil.
Nogle sætter sig ned ved bordet og får en kop kaffe, andre skal lige have handlet lidt grønt, nogle skal købe et lys og andre kommer for at kigge på chokolade, og spørger ind til hvor tingene kommer fra – og netop der, har butikken – i mine øjne – en af sine allerstørste styrker; de kender deres producenter, og de kender dem særdeles godt, så der er ikke noget spørgsmål omkring varerne som man ikke kan få svar på. Der er ikke en masse mellemled, varerne kommer fra bondemanden der har gået og kløet sin ged bag øret og direkte til butikken.

mad1

mad5

Mens vi drikker kaffe og snakker, kigger jeg rundt i butikken, og kan ikke lade være med at tænke på, at havde denne butik ligget i København, så havde kunderne været nogle helt andre, det havde priserne på varerne bestemt også, og man havde nok gjort meget, meget mere for at fortælle, at selveste Claus Meyer er så involveret i initiativerne som han er. Det behøver man ikke i Sakskøbing. Ikke at det er en hemmelighed, at Meyer har kastet penge i projektet, men det er ikke det det kommer an på. Ligesom med alt andet hernede, så handler det ikke om at have det rigtige prædikat; det handler om hvad der er indeni. Varerne bliver ikke langet over disken fordi der står MEYER på facaden (hvilket der ikke gør), de bliver solgt fordi det er gode varer, og fordi betjeningen er fantastisk. Mere kompliceret behøver det faktisk ikke at være.

mad7

mad12

Selve varerne er et kapitel for sig selv; ikke alene er butikken fyldt med varer, de er også super indbydende at se på. Der er alt fra lokal sennep til lokal honning, til oste fra Knuthenlund, til tomater fra Saxenhøj, bøger fra lokale forfattere, duftlys, smykker og keramik fra lokale producenter, nærmest uendelig rækker med most og juice, grønt fra Tokkerupgaard, lam fra Lilleø, listen er lang, og det er svært ikke at finde den nærmeste kurv frem og så ellers bare begynde at stoppe ned i den. Desværre tror jeg, at min lille opdagelsesrejse ville ruinere mig, hvis jeg begyndte at gøre det alle steder.
Det specielle ved madhuset er også at de f.eks. sælger råvarer enkeltvis – du behøver f.eks. ikke købe 2 kg kartofler hvis du kun skal bruge 4 kartofler. På den måde synes jeg man går en kæmpe indsats for at undgå madspild.

mad11

mad9

For Gitte handler det ikke kun om varerne, det er  også vigtigt at tage et socialt ansvar og gøre det lokalt. Inventaret i butikken (og mange af råvarerne) er produceret hos Saxenhøj, og der er masser af frivillige der hjælper til i butikken – både lokale der lige har et par timer i overskud, men også mennesker med baggrunde der er mere komplicerede end andres. Gitte skelner ikke mellem folk, alle blive behandlet lige. Både frivillige, ansatte og kunder.

I madhuset har man også et helt andet forhold til de andre handlende i byen. Det er ikke konkurrenter. Der bliver skabt samarbejder på kryds og tværs, blandt andet med den lokale Superbrugsen, og man ser fordelene i at der er flere butikker der handler med mange af de samme varer, i stedet for at se ulemperne. Jeg synes faktisk, at det er en vildt inspirerende tankegang og måde at arbejde på, og det arbejder rigtigt godt sammen med ideen om, at der er plads til alle, og alle har hvert sit at byde på og byde ind med.

mad2

Når jeg sidder og snakker med Gitte, så har jeg svært ved at forestille mig hende lave andet end det hun laver nu. Det er helt tydeligt, at hun er i sit rette element, at hun virkelig brænder for det hun laver, og at det gør hende glad at gå på arbejde. Hun har både en baggrund som kok og indenfor turisme og har blandt andet bestyret Sakskøbing Vandrehjem inden hun – lidt af omveje – endte hvor hun er i dag.
Snakken falder på mange ting, men blandt andet også om lokal stolthed. Og om hvordan øernes beboere i så mange år har fået af vide udefra at de er dumme, alle på kontanthjælp, ikke kan noget, er nogen der skal reddes, nogen der skal have hjælpepakker, i det hele taget nogle stakkels ofre.
Det er ikke det indtryk man får her, hverken af Gitte, butikken eller kunderne, og når man hører mere og mere om alle de initiativer der sker i Sakskøbing, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, at de – vi – ikke er nogen der skal reddes. Vi kan godt selv, når bare vi står sammen. Og netop dét er Sakskøbing Madhus et møghamrende glimrende eksempel på.

Inden mit besøg hos Sakskøbing Madhus tænkte jeg meget på, om sådan et initiativ nu kan køre rundt, eller hvordan? er det måske er hjulpet lidt på vej af initiativer som #lollandfalsterlovestorm og den energi der generelt florerer herned på øerne i øjeblikket, hvor viljen til at vise at Lolland & Falster er meget mere end triste skæbner og et langt liv på overførelsesindkomster hele tiden vokser sig større og stærkere. Tallene taler deres eget tydelige sprog, butikken nåede sit mål for den årlige omsætning allerede på under 6 måneder og har for længst rundet 8500 ekspeditioner. Sakskøbing Madhus er kommet for at blive. Det tror Gitte på. Og det gør jeg også.

Du kan finde Sakskøbing Madhus her, og på Facebook her. Den 17. november holdes der fællesspisning i Sakskøbing – det foregår på Hotel Sakskøbing og denne gang er det julefrokost. Alle er velkomne, man tilmelder sig enten ved at stikke forbi madhuset eller ved at sende en mail til birte.aagaard@mail.dk – det koster 125,- for voksne og 75,- for børn. Jeg kommer i hvert fald – både for maden, men også for at opleve mere af denne her fantastiske stemning.