Det er lidt et mirakel, at jeg har nogle venner overhovedet.

Jeg er en røv-dårlig ven. Jeg er den slags ven der bliver skide fornærmet over hvis du ikke svarer på min sms indenfor 21 sekunder, men selv glemmer at svare på alt. ALT. Mails, Facebook-beskeder, sms, telefonopkald, you name it.
Jeg er også typen der aflyser ting i sidste øjeblik fordi jeg hellere vil tøffe rundt i nattøj og tegne herhjemme (altså, jeg prøver altid at kalde det noget andet, men som regel er det bare fordi jeg ikke rigtigt er i humør til at være vildt social). Det er ikke fordi jeg jeg ikke kan lide mine venner, overhovedet. Jeg kan virkelig godt lide dem.

Når man er blevet helt voksen, så er det helt anderledes at få nye venner end det var da man var yngre. Der kunne man blive venner, bare man f.eks. havde samme yndlingsfarve. Nu skal man ligesom gøre et godt indtryk og alt muligt. Jeg krummer stadig tæer når jeg tænker på første gang jeg skulle hilse på Mette og Ingrid som jeg deler kontor med (når jeg ikke hellere vil gå rundt i nattøj herhjemme).

For noget tid siden til noget der hedder Partnerforum (som ikke er en swingerklub, men mere sådan noget hvor alle virksomhederne på Lolland og Falster kan mødes og networke – jeg hader fandeme det ord, altså. Jeg er mega dårlig til at netvorke. Mest fordi det er en dårlig idé at gøre det i nattøj. Med mindre det er en anden slags Partnerforum) mødte jeg en rigtig sød pige der hedder Sarah. Hun kom bare hen til mig og sagde, at hun godt kunne lide de ting jeg lavede. Sådan ud af det blå! (altså, jeg stod bag en kæmpe mur af Live fra Lolland-stuff, så det var ikke fordi jeg var sådan en kendis som alle bare vidste hvem var). Så snakkede vi lidt, og jeg syntes med det samme at hun var pænt awesome, hun og hendes kæreste var lige flyttet til Lolland fra København og havde købt et kæmpe sted som var helt ved at falde fra hinanden som de var ved at sætte i stand (altså, det er de nok stadig, ikk). Lyder lidt som en historie vi godt kender, ikke.

Vi blev enige om at mødes til kaffe en dag, og det gjorde vi så, og det var SÅ hyggeligt og jeg var helt glad over at møde en der virkelig vidste hvad det kan gøre ved en at leve i en konstant istandsættelse, hvor der er røvkoldt, og ved hvordan det er ikke at have lyst til at invitere alle mulige gæster fordi man nærmest er bange for at ting skal styrte sammen om ørerne på dem.
Vi snakkede og snakkede og snakkede, og da vi gik fra cafeen, så ville jeg sige til hende, at det var fedt at møde en anden tilflytter der også var ved at sætte i stand og havde sin egen virksomhed og alt muligt, men det kom ikke ud sådan helt som planlagt …

Sarah 1
Sarah2
Jeg synes jo slet ikke, at hun var en taber, jeg ved bare ikke hvorfor mine ord insisterer på at komme ud på den måde, altså.
Heldigvis tog hun det pænt, og vi har også drukket mere kaffe siden, helt uden jeg kom til at kalde hende en taber igen.

Lige om lidt har Mette, Ingrid og jeg en udstilling ude i Huset i Parken ved Nykøbing, og efter vi havde holdt møde første gang med søde Bodil som har stedet, så tog jeg en smut derud fordi jeg gerne ville skrive lidt om stedet her på bloggen fordi det var så hyggeligt og specielt.
Noget af det jeg bedste kunne lide ved det var, at det var sådan lidt uformelt, og det valgte jeg selvfølgelig at udtrykke til søde Bodil sådan her …

Bodil…det er jo lige det alle drømmer om at høre når de har knoklet helt vildt for at gøre rigtigt flot og indbydende.

Jeg har tit hørt om udtrykket med at tænke før man taler. Jeg overvejer, om det måske er noget man skulle til at praktisere.

Helt forkert og helt rigtigt på samme tid

I løbet af det sidste års tid har jeg – udover min egen bog – illustreret 4 bøger! Er i KLAR over hvor mange tegninger det er? Det er helt crazy.
I overmorgen udkommer den første af dem, og det føles helt crazy. Den udkommer på et forlag. Altså, sådan et forlag, helt på rigtigt.
I dag landede der så nogle eksemplar hjemme hos mig, og udover at mit efternavn er stavet forkert (Jeg hedder jo Ricken, sådan i virkeligheden), så var det en virkelig awesome fornemmelse at se nogle af ens tegninger i sådan en rigtig bog. Det med navnet er pisse ligemeget. I TV Øst for noget tid siden hed jeg ‘Katrine’, sidst jeg fik en mail fra ISBN-kontoret kaldte de mig for ‘Kristian’ og nu har jeg altså også fået nyt efternavn. Men fuck det. Jeg har lavet vildt mange tegninger. I en rigtig bog, fra et rigtigt forlag, og den er skrevet af en sjov, skarp og awesome dame der hedder Pernille Lund. Det hedder hun både i bogen, men også i virkeligheden.

IMG_0975
IMG_0983
IMG_0984
IMG_0976

Bogen udkommer på forlaget Hovedland i overmorgen. Og hvis I nu lige kunne købe en helt masse eksemplar så første oplag kunne blive udsolgt, så ville det være great. Så kommer mit navn nemlig til at stå korrekt på næste oplag.

Det bliver sådan en bog man kan købe i boghandlere og alt muligt. Pretty crazy stuff, siger jeg jer!